Jeg elsker julen.
Jeg elsker at sætte alle mine nisser frem og nyder pynten, stemningen, de brune kager og det hele.
Og jeg elsker at pakke det væk igen.
Idag fik jeg min stue tilbage. Juletræet er sat ud i haven, og nisserne er sirligt pakket ned i kasser og poser.
Tak til alle for en dejlig jul.
Disse brunkager fik jeg hos min mormor da jeg var barn, de smagte himmelsk.
I år har jeg prøvet at gøre hende kunsten efter, og deler gerne opskriften.
Du skal bruge:
375g. sirup
125g. puddersukker
60g. smør
60g. Ukrydret svinefedt
syltet pommeransskal (efter smag)
2 tsk. kardemomme
8g. kanel
revet skal af 1 citron (lille)
10g. potaske udrørt i et par spiseskefulde lunkent vand
1/2kg. mel
Sådan gør du:
Sirup, sukker, fedt og smør smeltes i en gryde, men skal ikke koge.
Når det er taget af ilden, røres krydrrier og den opløste potaske i.
Derefter hakkes pomerans- og citronskal.
Der røres ca. 10 min.
Derefter røres så meget af melet i, som man kan magte.
Resten røres i med hænderne den dag kagerne bages.
Dejen stilles tildækket, med et klæde, et lunt sted 8-14 dage.
Efter 8-14 dage:
Dejen æltes på bordet og rulles tyndt ud, der udstikkes runde kager.
Kagerne lægges på en koldsmurt plade og pensles med lidt mælk eller fløde. Belægges derefter med et stykke mandel
Bages ved jævn varme.
Ved jævn varme var det eneste der stod, ingen grader eller tid
Jeg har eksperimenteret mig frem til ca 10-15 min, alt efter tykkelse, ved 165 grader.
Og så er det bare at opbevare dem i en kagedåse med tætsluttende låg, og bage rigeligt.
Der er noget helt særligt ved julekort, og jeg holder stædigt fast ved at skrive dem i hånden, og personligt, til venner og familie, på trods af alle de muligheder der er digitalt.
Nogen af dem jeg skriver til, og får julekort fra, høre jeg kun fra den ene gang om året. Men de fantastiske beretninger om året der er gået for dem, og i deres familie, er nok til at holde båndene ved lige.
Jeg får ikke så mange kort som jeg skriver mere, men så længe jeg ikke decideret bliver bedt om at holde op med at skrive til folk, så tror jeg jeg vil holde fast ved traditionen….
Det betyder noget at mærke der er nogen der tænker på en.
