Efterårsklar.

Jeg elsker de weekender hvor vi ikke skal noget….. Hvor vi kan sove længe, og hvor vi får nået en masse små projekter. Når weekenden er ovre, er det blevet til en masse gode ting.
Sådan en weekend er det for os i denne weekend, og det resulterede i et ret god projekt for min søns vedkommende, nemlig rensning og genopfyldning af egernfoderkassen.

Sidste år havde vi et enkelt egern der kom et par gange, men så blev væk. Nu har vi igen set et egern i haven, så nu gælder det og at gøre det attraktivt at blive, netop i vores have.

Vi har fyldt hasselnødder og jordnødder i kassen, det kunne egernet godt lide sidste år, og så har vi sat en pind i klemme, indtil egernet har opdaget maden.

IMG_1214.JPG

Slap af mor og lad ungerne spise i “fred”

Et bidrag til debatten 🙂

Der er ingen tvivl om at mødre (og fædre) vil deres børn det bedste.
Der bliver tænkt mange tanker om sund mad, økologi og godt samvær omkring middagsbordet i de danske hjem, men det er ikke altid at virkeligheden er sådan.

Hvordan kommer vi fra den gode tanke til en handling der virker? Hvordan får vi en hyggestund rundt om bordet, hvor alle gerne vil smage på maden og hvor vi får talt sammen om, hvordan dagen er gået, i stedet for at være bekymret over om børnene får nok mad
og om de sidder stille.

Jeg tror i bund og grund det handler om, at vi som forældre skal bekymre os noget mindre.

Børn er fra fødslen programmeret til at føle sult og mæthed. Når de er sultne bliver de urolige og græder. Vi giver dem mad, bryst eller flaske, de spiser grådigt til de er mætte og vender så hovedet væk, eller falder i søvn. Vi skal som forældre prøve at bevare den evne hos vores børn.

Vi har som forældre ansvaret for at servere god, sund og nærende kost for vores børn. Det betyder, at vi skal sørge for, at børnene får mellem 3 og 6 måltider om dagen. Ved hvert måltid skal vi sørge for, at der er mindst en ting, som vi ved børnene kan lide og så skal vi stole på vores børn. Vi skal stole på, at de spiser, når de er sultne og siger tak for mad, når de er mætte.

Hvis vi gerne vil bevare deres evne til at mærke om de er sultne, eller mætte, så er det vigtigt, at vi ikke nøder dem eller tvinger dem til at spise. Gør vi det, så lærer de, at det er de voksne, der bestemmer om de er sultne og ikke deres egen mavefornemmelse.

Vi må gerne opstille regler.
Vi må gerne have regler, der siger, at vi kun spiser til måltiderne. Regler der siger, at køkkenet lukker efter aftensmaden og at man skal have lidt af det hele på sin tallerken. Men der skal også være en regel om, at det er ok ikke at ville smage og at det er ok ikke at spise op. Vi kan jo lære vores børn, at de kun skal tage små portioner og at det er ok at tage flere gange.

Og så skal vi som forældre selv sætte os ned, smage på maden og nyde den. Vi skal slukke for TV og andre forstyrrende elementer og nyde at høre vores børn fortælle om deres dag i børnehaven eller skolen.

Når “skaden er sket”.
Hvad så med de familier hvor børnene er kræsne, hvor der er uro ved bordet og hyggestunden er gået fløjten?

Det tager tid at vende vaner, men det kan lade sig gøre.
Det er vigtigt, at vi som forældre er enige om at prøve en ny kurs, da det er vores ansvar som voksne at sætte rammerne for samværet i familien.
Lav om på en ting af gangen.
Et sted at starte er at slukke for de digitale medier og bestemme sig for at sidde sammen mindst en gang om dagen ved et måltid. Det kan være morgen eller aften.
Tal om maden, hvor godt den smager, om dagens begivenheder, hvad der er sket eller hvad der skal ske.

“Jamen så spiser de nok ikke noget” siger mødrene … næh… så er de nok ikke sultne … stol på børnene … men sig også til dem, at det er nu, der er mad og køkkenet lukker efter måltidet – og hold fast i det.
Der er ingen børn, der tager skade af at gå sultne i seng en enkelt gang eller to – indtil de har lært de nye regler at kende.

Hvordan giver vi børnene gode madvaner?
Lad dem spise hvad I selv spiser. Det vi som voksne gerne vil se vores børn spise, er det vi skal servere. Børn skal smage på mad mindst 20 gange, før de ved, om de kan lide det. For at de får lyst til at smage maden, skal der være ro om det og det skal være i deres eget tempo.
Vi har som voksne ansvaret for at tilbyde spændende sund mad. Vi skal lade børnene selv styre at smage på den.

Børn vil gerne det samme som os forældre, så hvis vi er gode rollemodeller, hvis vi nyder maden og hygger os med den, så vil børnene gerne være med.

Så slap af mødre (og fædre).
Stol på jeres børn.

Endelig er æblerne modne

IMG_0946.JPG
Endelig, endelig, endelig er æblerne modne!
Efter at have lavet æblegrød i mange uger af de stadig lidt sure æbler, der var blæst ned, vil jeg i denne weekend nyde at plukke de flotte røde æbler.
Vores træ er en Rød Aroma et fantastisk sprødt og aromatisk æble, der både er godt lige nu og godt at gemme … selvom det kan være svært her i huset 🙂

IMG_0664.JPG

Opskrifter på internettet

Hvor jeg dog elsker internettet, altså når det gælder tilgængeligheden af opskrifter.

Jeg havde en rest kinakål liggende… Og var lige lidt ideforladt… Skrev “kinakål” i søgefeltet, og havde straks et par gode opskrifter.

Der er især 3 steder jeg ender i øjeblikket når jeg søger efter opskrifter, og dem vil jeg gerne anbefale.

www.sæson.dk

På denne side er der forklaringer om hvordan de forskellige grønsager og frugter ser ud, hvordan de kan bruges og hvornår de er i sæson

www.salattøsen.dk

Denne side er fuld af gode salatopskrifter. Man kan både søge på ingredienser og på årstider.

Og så er jeg lige faldet over en app der hedder “for resten” det er Forbrugerrådet der har udviklet den, og her kan man søge på ingredienser og så få forslag til restemad.
En skøn tanke så vi kan komme noget af alt vores madspild til livs 🙂

Bulgursalat

Onsdag er lig med stress hjemme hos os 🙂  Derfor bliver det tit til rugbrødsmadder. Men i dag havde vi lige en rest frikadeller.
Som hurtigt tilbehør lavede jeg denne skønne bulgursalat, der ud over bulgur består af det,  jeg lige havde i køkkenet.

Bulgursalat:

En rød peber
En grøn peber
Et lille løg
En ananas

Det hele skæres i tern og ristes på panden med krydderier ( f.eks. karry eller peber)

IMG_0857.JPG
Bulguren laves efter anvisningen på pakken.
Jeg bruger grov bulgur, så mætter det mere.

Det hele blandes og på 10 min. var der sundt tilbehør til dellerne.

IMG_0574.JPG

Stenalderkost

IMG_0822.JPG
Som en del af forberedelserne til mit slankehold, er jeg igang med at læse om de forskellige kostretninger, der er populære i øjeblikket.
Den første retning, jeg har kastet mig over, er stenalderkost …
Jeg har valgt at læse bogen af Thomas Rode Andersen, fordi han ikke er super fanatisk, men bl.a. tillader mejeriprodukter.

Jeg tror aldrig, jeg ender på stenalderkost ( jeg elsker brød for meget 🙂 ), men hvor er der mange fantastiske opskrifter, som jeg sagtens kunne finde på at lave både til hverdag og fest!

Og tankerne om mange grønsager og enkelt tilberedte råvarer, der er tæt på naturen og det oprindelige udgangspunkt, tiltaler mig meget!